Valsø Henrik Holm var søn af arbejdsmand Charles Holm. Han var bankelev i Handelsbanken og efter nogle år som bankmand læste han til skuespiller hos Vilhelm Rosenberg og gennemgik Det kgl. Teaters elevskole 1927-1929. Han debuterede på Det kgl. Teater i 1929 som Esben i "Den Vægelsindede". Allerede 2 år forinden havde han været med i stumfilmen "Her kommer vi med fuld musik". Det var en Fy og Bi film, hvor han var stand-in for Bi. Han spillede fra 1931 talrige store og mindre roller på flertallet af de københavnske privatteatre og blev også kendt i provinsen. Han havde bl.a. faste engagementer på Det Kongelige Teater, Dagmarteatret, Riddersalen, Nørrebros Teater, Det Ny Teater og Folketeatret. Han havde titelrollen i Jeppe på Bjerget" på Andelsteatret og var i en årrække fast medvirkende i "Nøddebo Præstegaard". Han optrådte også som visesanger og fik betydelige successer på forskellige af de større varieteer og kabaretter. Han blev meget anvendt i Radioteatret. Mest kendt blev han dog nok på grund af sine mange roller i film og senere også tv. Valsø Holm oversatte en række engelske og amerikanske kriminalromaner. Valsø Holm kom en del hos kollegaen lbrecht Schmidt og forelskede sig i kollegaens husbestyrerinde Ester Jønsson, som han giftede sig med i 1937.